En bevægende opgave

Jeg er den heldigste vinder på mit arbejde i denne uge. Jeg afspadserer nemlig og nyder en uge herhjemme. Det er tiltrængt efter en uge på rådhuset, som har sat lidt spor. Vi blev i ugens løb præsenteret for en omorganisering. Det er lidt en ambivalent følelse. På den ene side, så er det godt at blive forstyrret en gang i mellem, så man kommer til at se opgaverne og ikke mindst løsningerne på en anden måde. På den anden side, så er det også svært at se kolleger, som ikke længere skal lave det, som de allerhelst vil.

Det meste af min uge skal gå med at skrive opgave. Jeg er ved at læse en pædagogisk diplomuddannelse i idræt ved siden af mit arbejde og efterårets modul i “Idræt og målgrupper” afslutter jeg med en opgave, der skal afleveres efter nytår. Jeg undersøger teenagepigers idrætsvaner og ser nærmere på, hvorfor så mange af dem fravælder idræt i den alder. Det tyder på, at en del af dem bare gør som deres mødre gør. Sørger for alle andre først og tænker på sig selv til sidst. Det er en meget sympatisk tanke, men lige præcis med idræt, ville jeg ønske, at de ville sætte dem selv først.

På komfuret står en gryde med risengrød og i morgen starter den lille og jeg produktionen af årets julekager, for selv om den står på eksamensopgave, så behøver man da ikke at glemme julestemningen.

Huset med istapperne er fra vores juletræstur i weekenden. Der er flere gader i København, hvor fortovene er blevet afspærret, fordi istapper og sne styrter ned. To er allerede blevet kørt på skadestuen. Jeg er bare glad for, at jeg ikke skal cykle på arbejde i denne uge, for her er vejene rigtig glatte.

Same procedure as last year miss Sophie

Hvert år tager vi i skoven og fælder vores eget juletræ. Det er den allerbedste juletradition. Det er som at se en gammel film, som man har set tusinde gange før. Man kender hver eneste replik og ved at alt ender godt til sidst.

Når vi tager afsted, så aftaler vi, at vi ikke behøver så stort et juletræ i år. Når vi går derude, så kigger vi på rigtig mange træer, men der er altid et eller andet forkert ved juletræet. Det er bart i den ene side, for skævt eller har to toppe. Vi ender altid med at slæbe et rigtig stort juletræ med hjem. Freelancefotografen må skære en del af bunden for at det kan være der…

Men i år er det endt anderledes. Vi er kommet hjem med et yderst smukt træ. Det er symetrisk, smalt og ikke for højt. Helt perfekt til at tre personer kan nå rundt om det. Pigerne er hos deres mor i år, så det bliver en juleaften sammen med svigermor.

Vores juletræstur var i år meget idyllisk. Der var fyldt med nyfalden sne. Det gik mig til knæene. På billedet kan man slet ikke se mine Ilse Jacobsen gummistøvler. Vi måtte konstant have et øje på den lille, så hun ikke druknede i sneen. Nu står  træet her i stuen og mangler bare at blive pyntet.

Må ikke forstyrres

Her hos os er alt pakket ind i sne. Alt er stille og jeg tror rigtig mange holder sig inden døre og hygger på sådan en 1. advent. Jeg ville gerne vise jer et billede, men freelancefotografen har lukket sig inde i soveværelset og skriver eksamensopgave. Jeg glæder mig til at der kommer hvid røg op af skorstenen, når den er færdig. Der har været sort røg ud af ørene de gange han er kommet ud indtil videre.

Jeg ville allerhelst lokke ham i kælderen for at hente kasserne med julepynt, men han må ikke forstyrres. Med mine 163 cm. er der vist ingen chance for at jeg kan gøre det selv. Måske jeg skulle kaste mig over indpakningen af pakkekalendergaver i stedet for. Pigerne kommer hjem på torsdag, så det ville være rigtig dejligt at have styr på kalendergaverne.

Når man er skilsmissebarn med to hjem, kan det med en pakkekalender med 24 dage være lidt svært. Det betyder, at de på de dage, hvor de kommer hjem, skal åbne pakkerne fra de foregående dage, hvor de ikke har været her. Da freelancefotografen og jeg flyttede sammen, besluttede vi os i stedet for at lave en julesok, som nissen kan lægge gaver i. Jeg har lavet dem selv ud fra de ønsker som min mand havde. Det vigtigste var nok størrelsen, så det er blevet til store julesokker i brunt hør uden på og rødt bomuld indeni. I kanten er der kaninpels. På forsiden står deres navne med røde bogstaver. 

Da jeg var barn, havde min søster og jeg også julesokker. Det ene år havde mine forældre købt et puslespil fra Unicef. De startede med at samle det og delte så puslespillet i 24 pakker, så man hver dag fik nogle brikker til puslespillet, som de vidste vi kunne samle. Jeg husker det stadig, at man hver morgen kunne samle lidt mere og få et indtryk af hele puslespillet. Med en pakkekalender på den måde, sikrer man, at det ikke bliver en større udskrivning og med et puslespil fra Unicef, giver man dermed også videre til andre.