De andres traditioner

© egballe.dk

Mens stormen raser ude er det vist nemmere at finde tid til lidt blogging. Efterår er blevet til vinter og dermed også jul. Jeg er begyndt at pynte huset med julepynten, men jeg synes faktisk, at det er lidt svært. Det er mærkeligt at sætte pynt op i et nyt hjem og det har lige som ikke fundet sin plads endnu. Jeg er også så småt begyndt på julekagerne, selvom jeg har lovet mig selv, at det ikke skal være så voldsomt i år.

Nogle af brunkagerne har jeg lavet. Det var også nemt, for dejen havde jeg lavet for et par uger siden og lagt i fryseren. Ovnen og jeg er så ikke helt så gode venner endnu. Med brunkagerne kom også minderne om svenskernes juletradition med brunkager og blåskimmelost. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men når man smager det giver det mening. Og det er i virkeligheden ikke så meget anderledes end brød med ost og marmelade eller honningsyltede valnødder til ost.

Fra jul til nytår

© 2012 Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

De sidste rester fra julen er endelig kommet på bordet. Hos os bliver de fleste rester fra anden brugt til andecurry, men efter et besøg på en japansk restaurant ved vores besøg i København i november har andecurryen fået en konkurrent.

Salat wrap med and

Du skal bruge:
Rester fra juleanden
1 rød chili
½ spsk. olie
8 salatblade af hjertesalat eller mini romainesalat
1 rød peberfrugt
1 gulerod
2 forårsløg
2 spsk. hoisin sauce
1 spsk. sesamfrø

Sådan gør du:
Brug endelig de små stykker and, som er tilbage når du har skåret bryst og ben fra. Skær fine strimler af chilien og rist sammen med anden på en pande med lidt olie. Vask grøntsagerne og skær peberfrugt, gulerod og forårsløg ud i tynde strimler. Læg grøntsagsstrimlerne i salatbladene og læg stykker af and ovenpå. Dryp hoisin sauce over bladene og drys med sesamfrø.

Retten her er oplagt som en forret til nytårsaften. Med den her potion bliver der to til hver, hvis I er fire. Det er en passende størrelse, hvis der følger to retter mere. Har du ikke flere rester fra juleanden, kan du også bruge et andebryst, som steges på panden med chili og soya og når det er stegt, skæres i tynde skiver til wrappen.

De sidste rester jul

© 2012 Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Det meste af dagen er gået med at pakke julepynten væk. Lige så meget som jeg elsker at pynte op, lige så meget elsker jeg, når det hele pakkes væk igen. De farverige nisser er erstattet er af tulipaner i en kølig lilla farve. Jeg føler mig helt klar til at tage det nye år i brug.

Selvom julepynten er væk, er den italienske konfektkage panforte her i nu. Indpakket kan den holde sig flere måneder ved stuetemperatur, men selvom der stadig er et stykke tilbage fra årets familiejulefrokoster, så går der vist ikke flere måneder inden det er spist.

Kagen kan laves af forskellige tørrede frugter og nødder, så brug bare hvad du har. Den er oprindelig ikke med chokolade, men jeg synes, at smagen af chokoladen passer godt til de øvrige ingredienser, der er kendetegnene for julen.

© 2012 Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Du skal bruge:
200 g. alm. honning
50 g. akaciehonning
50 g. brun farin
150 g. sukker
200 g. finthakket mørk chokolade
200 g. hvedemel
1 spsk. kakao
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. stødt nellike
100 g. hasselnødder
140 g. mandler
60 g. pistaciekerner
100 g. tørrede tranebær
50 g. hakket tørrede figner
Finthakket skal af 1 økologisk appelsin
Smør
Flormelis

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader. Bland honning, akaciehonning, brun farin og sukker i en lille gryde. Varm det op indtil sukkeret er smeltet. Hæld sukkerblandingen i en skål sammen med finthakket chokolade og bland det sammen. Bland hvedemel, kakao, kanel, kardemomme og nelikke og rør det i dejen. Bland hasselnødder, mandler, pistaciekerner, tranebær, figner og appelsinskal i dejen.

Smør en springform med smør og pres dejen ned i formen. Bag kagen i 15-18 minutter i ovnen. Selvom kagen ikke ser færdig ud, skal den ikke have længere tid ellers bliver den for hård. Lad kagen køle af og drys med flormelis. Jeg dryssede også kagen med brombærstøv fra Mill and Mortar. Server kagen i små stykker eller pak kagen godt ind, så kan den holde længe.

Et værn mod snestormen

© 2012 Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Alle julegaverne er i hus og det sidste jeg manglede var gaverne til vores årlige pakkespil til familiejulefrokosten. Jeg plejer at samle lidt sammen i løbet af året, når jeg finder noget, men indtil videre har der slet ikke været noget. I stedet for smuttede jeg en tur forbi en vinhandel med et stort sortiment af delikatesser. Gaver som modtageren i sidste ende kan spise eller drikke kan man aldrig gå helt galt i byen med.

Det kan godt være, at det er den snestorm, som de har varslet der er på vej, men jeg faldt simpelthen for to forskellige slags varm kakao. Den første fra Barú blev jeg opmærksom på ud fra emballagen. Det er vist ikke det første produkt jeg har grebet ud efter på grund af emballagen, men da det så samtidig var chokolade i små figurer til varm kakao, var jeg solgt.

© 2012 Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

De andre rør på det nederste billede skal indholdet blot tilsættes varm mælk og så er der tre slags forskellige varme chokoladedrikke. Der var flere forskellige slags at vælge mellem, så det var ikke helt nemt at kun skulle finde tre.

Nu er de pakket ind og ligger klar til julefrokosten. Jeg beklager for dem der følger med her, at de nu ved hvad der er i. Jeg har hentet den friskrøgede laks fra røgeriet og nu er der kun tilbage at bage leverpostejen og så tror jeg, at jeg kaster mig over fremstillingen af en panforte kage i morgen. Så kan den snestorm bare komme.

En julet rugbrødslagkage

© Jørgen Egballe - www.egballe.dk

På arbejdet var det mig, der skulle have kage med op til jul. Med kage en gang om ugen er det svært hele tiden at finde på noget nyt, men den sønderjyske rugbrødslagkage er der mange, der ikke kender til. Den er nok opstået ud fra en rest rugbrød og kombinationen af rugbrød og flødeskum kender vi jo også fra øllebrød. Normalt er den med solbærmarmelade og jeg har egentlig en solbær og lakridsmarmelade, som passer godt til, men så tæt op mod jul er det oplagt at lave den med amarena kirsebær, så rugbrødslagkagen bliver lidt mere julet.

Du skal bruge:
200 g. rugbrød uden kerner
50 g. hasselnøddekerner
50 g. mandler
1 spsk. kartoffelmel
2 spsk. kakao
2 tsk. bagepulver
6 æg
150 g. rørsukker
Smør til forme

Fyld:
6 dl. piskefløde
1 glas amarena-kirsebær
80 g. chokoladespåner

Sådan gør du:
Riv rugbrødet og hak mandler og hasselnødder fint. Jeg kom de tre ingredienser i en minihakker og blender det hele sammen. Tilsæt kartoffelmel, kakao og bagepulver. Del æg i hvider og blommer og pisk blommerne med rørsukkeret til en hvid luftig masse. Vend rugbrødsblandingen i æggemassen. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Tænd ovnen på 180 grader. Jeg bager tre bunde i sprinforme eller lagkageforme, for jeg synes, at kagen er svær at skære i ud i tre lag. Hvis du ikke har tre bunde, kan du bage én kage og skære den over, så du får to bunde. Smør formene og fordel dejen i formene. Bag bundene i ovnen i 35-45 minutter. Det er vigtigt, at bundene er godt bagte, for de kommer slet til at smuldre.

Køl bundene af indtil kagen skal lægges sammen. Jeg skærer kirsebærene over i to, fordi jeg så synes, at de er lettere at styre. Pisk fløden til flødeskum. Dryp bundene med saften fra kirsebærrene. Fordel kirsebærrene på to af bundene og læg dem sammen med flødeskum og slut af med den sidste lagkagebund på toppen. Læg et lag flødeskum øverst på kagen og sprøjt flødeskum på kanten af kagen. Drys toppen af kagen med chokoladespåner. Læg kagen sammen et stykke tid før du skal bruge den, så den når at sætte sig.

Juletræet med sit pynt

Arbejdscomputeren er lukket ned og telefonen er slukket. Jeg er gået på juleferie. Jeg glæder mig til 14 dage med familien, langsomme morgener og lange løbeture. Og så selvfølgelig til mere tid til bloggen.

I starten af december satte jeg mig for at pynte lidt op på kontoret. Mange af de andre afdelinger var begyndt at pynte op med den traditionelle julepynt og da jeg blev udfordret på julepynten, fik jeg lyst til at lave noget sjovt og anderledes. På vores nye rådhus må man ikke hænge noget på væggene, men post-its er jo en del af et hvert kontormiljø. Jeg har brugt fire blokke med grønne post-its til selve træet og pynten til træet er klippet i andre farvede post-its. Efter et par dage med træet var en kollega så sød at lave en gul stjerne, som jeg desværre ikke har fået med på billederne.

I Kulturafdelingen bor vi ved siden af Teknik & Miljø. De mente, at det var “en ingenør”, der havde lavet træet, fordi jeg havde sat sedlerne op i rækker med samme farve. En arkitekt ville have sat sedlerne op med farverne blandet sammen. Jeg tænker, at det er helt tydeligt, at jeg er fra Kulturafdelingen. En ingenør ville nemlig have  beregnet hvor mange post-its der skulle til og hvor mange der skulle i hver række. Jeg startede bare forneden og satte den ene post-it på efter den anden. Derfor er træet også blevet lidt smalt i toppen, men pyt. Det blev trods alt det sjove juletræ, som jeg havde håbet på.

Venindegensyn i Tivoli

Da vi var i København i midten af november, var det for at holde fast i en helt særlig tradition. Den lille har en veninde, som er en af de sværeste at undvære efter vi er flyttet til Jylland. De to piger mødte hinanden i børnehaven og har fra første dag hængt sammen hver eneste dag. Da vi boede i København var vi ofte i Tivoli sammen og efter vi er flyttet er det vigtigt, at vi prøver at holde fast i traditionerne.

Det er så dejligt at se de to piger sammen igen. Der går ikke mange minutter før de går med armene om hinanden. Selvom mange kilometer nu skiller dem ad, skal der ikke mange fnis og ture i forlystelserne til før de igen finder hinanden. Nu forsøger vi at holde fast i kontakten via Skype, hvor de leger med hinanden og så er vi klar på endnu flere ture til København, så de kan holde kontakten, fordi vi andre jo også er glade for et lille besøg.

Vi havde ikke gået mange skridt i Tivoli før den store tilfældigvis mødte en tidligere veninde, som hun ikke længere har kontakt til. De brugte dagen sammen og pludselig så vi hvor store pigerne egentlig er blevet for de to sæt veninder hoppede bare på forlystelserne sammen uden at vi voksne behøvede at deltage.

Efter en lang dag i Tivoli tog den lille med veninden hjem og blev til dagen efter. Vi andre spiste på en skøn japansk restaurant i Lyngby og startede dagen efter med en omgang brunch med nogle af de voksnes bedste venner. Et hyggeligt gensyn. Jeg er sikker på, at hele familien fik tanket op vennekontoen den weekend, så vi nu kan klare lidt igen. Tak til jer alle for stadig at være der.

Her dufter lidt af jul

Livet leves i virkeligheden og derfor når jeg ikke altid at skrive så meget om det på bloggen, som jeg egentlig ønsker. Weekenden er gået med at fejre familiens fødselsdage. Jeg havde lovet at bage kage efter fødselarenes ønsker. Den lille valgte honningkager bagt i muffinsforme. Det passer meget godt med aftalen om, at julen starter her hos os i uge 42. Ja, eller i hvert fald forberedelserne.

Det betyder, at menuen i aften står på risengrød og at jeg så småt begynder at tænke i hvilke julesmåkager, der skal laves i år. Mere bliver det vist ikke til i uge 42 i år for vi skal også lige nå græskarhovederne og kastajnedyrene i denne her uge, selvom jeg har haft svært ved at finde kastanjerne i år.
I weekenden tager jeg til København til fødselsdag hos en veninde og tidligere kollega. Jeg glæder mig til gensynet. Både med veninderne og med København.

© Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dkNår man sådan bager honningkager, så kan man heller ikke andet end at komme i lidt julehumør. Trænger du til lidt juleinspiration, så prøv opskriften her som også kan bruges som almindelige muffins, som de fleste kan lide.

Honninghjerter

Du skal bruge:
2 dl. dansk honning
150 g. smør
150 g. sukker
3 dl. kærnemælk
2 æg
500 g. hvedemel
2 tsk. natron
2½ tsk. stødt kanel
1½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt nellike

Sådan gør du:
Smelt smør og honning i en gryde. Rør sukkeret i og varm det til sukkeret er opløst. Køl massen af. Rør kærnemælken i massen, når den er lunken. Tilsæt et æg ad gangen. Bland mel, natron, kanel, ingefær og nellike sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i små muffinsforme eller i en bradepande, så kagen kan stikkes ud som hjerter efter bagningen.

Bag kagerne i ca. 25 min. i små forme eller 30-35 min. i en stor form. Afkøl kagerne og pynt dem evt. med et lag smeltet chokolade og skriv søde hilsner med glasur ovenpå. Det er i hvert fald sådan jeg husker honningkagerne fra julemarkederne i Tyskland.

 

Julens hemmeligheder

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk
Så er alt vist klar til jul her hos os. Svigermor er ankommet og min dejlige mor og hendes mand kommer i morgen. Alle julehemmeligheder er pakket ind. Det sværeste er nu at holde på hemmelighederne, så det er godt, at vi har lavet nogle som pingvinen her, der holder sig for munden.

Jeg ligger dog inde med den største julehemmelighed, som er pakket ud og derfor godt kan afsløres her på bloggen. Jeg har nemlig fået arbejde. Ja, desværre så nåede jeg faktisk at få to af slagsen, så det har været lidt anderledes end jeg havde forestillet mig. I sin tid startede jeg bloggen op, da vi boede i København og stod for at skulle flytte til Jylland. Bloggen kunne give mig et bredere netværk og en platform, hvor jeg kunne skrive, at jeg søgte arbejde. Det blev også den måde, hvorpå jeg egentlig fik det første job. Knæhøjkarse var så sød at skrive til mig en dag, at der var en stilling ledig på hendes arbejdsplads. Jeg sendte en ansøgning, fik jobbet og startede i november. Et job som jeg var rigtig glad for at få og et sted med mange muligheder.

Samtidig havde jeg sendt en ansøgning til stillingen som idrætskonsulent i Viborg Kommune. Jeg var startet på det andet, da de ringede og tilbød mig stillingen. Jeg var ikke i tvivl. Stillingen er den stilling, som jeg har ventet på ville komme forbi. Det er i samme genre som mit tidligere job og så er det i en af de sejeste  idrætskommuner i Danmark. De har senest som breddeidrætskommune sat mange spændende projekter i søen og så er de sammen med to andre kommuner nomineret til Årets Idrætskommune 2011. Lige meget om de vinder eller ej, så er jeg stolt over min nye arbejdsplads, der gør så meget for idrætten. Jeg glæder mig til at blive en del af den og lære mine nye og dygtige kolleger at kende.

Alt det her med at skulle sige farvel til en arbejdsplads efter så kort tid og glæden over det vildeste nye job har selvfølgelig gjort, at jeg ikke har fået julet så meget, som jeg havde regnet med og derfor der også har været frygtelig stille på bloggen. Nu vil jeg tage revanche og jule ekstra meget de næste par dage sammen med familien. Den største gave af alle er pakket ud, men mon ikke julemanden har lagt en lidt mindre under juletræet også.

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen!

Med lyset i hænderne

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Så kom dagen, hvor den store skulle bære dette års luciakjole. Tidligere har jeg vist den lille frem i hendes kjoler, men på deres nuværende skole er det pigerne i 3. klasserne, der står for tur. Drengene derimod har man skånet for de hvide kjoler og i stedet for ladet dem synge en sang. Skolen havde nogle kjoler, men havde efterspurgt forældre, der kunne sende en hvid kjole med. Den blev lidt lang, men hun ville ikke have syet den op. Jeg tror, at det var vigtigt for hende med en lang kjole, så jeg lod den slippe gennem nåleøjet. Én ting havde vi dog ikke fået koordineret med skolen. Vi plejer at binde et rødt bånd om maven, men på skolen havde de hvide til de andre elever. Jeg havde syet det fast så det ikke blev væk og derfor var det ikke lige til at bytte ud med et hvidt. Heldigvis lod skolen det røde bånd slippe gennem nåleøjet.

Nu læner jeg mig så tilbage og venter tre år til den lille kommer i 3. klasse. Måske jeg i mellemtiden skulle finde mig en anden model, så der er lidt udfordring i det.