En videnskab i sig selv

Sidste weekend fejrede vi den mindstes 8 års fødselsdag. I foråret kom hun pludselig en dag og havde fundet på et tema til festen: Videnskabsfødselsdag! Jeg tror hun drømte om vildt hår og jeg var bare glad for, at hun var kreativ, så jeg hoppede straks med ideen.

Til loftet havde jeg købt lilla og grønne rispapirslamper i forskellige størrelser, der kunne gøre det ud for svævende molekyler. Bordet var holdt i lilla og grønne farver, som også var farverne på ballonerne på gulvet.

Fra House Doctor fandt jeg målebægre som vaser og små plastikskåle blev til petriskåle med grønt gelé og vingummiregnorme. Deres drikkeglas er lavet af engangsglas, hvor jeg tegnede streger og skrev 250 ml. på. Jeg satte et stykke grønt masking tape på, så jeg havde et sted til børnenes navne.

På papirdugen skrev jeg med lilla og grønt glimmerlim forskellige kemiske betegnelser. Heldigvis dækkede jeg bor aftenen inden, for limen var rigtig lang tid om at tørre. Måske er det bare fordi hun nu er så stor og er startet i 2. klasse, men hvor er det dejligt, at prinsessetingene er erstattet med kreative, skøre indslag. Hun har selv fundet sugerørene og de små stykker slik på tallerknerne, der skulle ligne piller.

Skriv en kommentar

*