Velkommen til

De sidste billeder fra videnskabsfødselsdagen er klar. Og måske skulle de have været de første. Det er nemlig den inviation, som hun havde med til pigerne i klassen lige efter sommerferien. Hun var meget optaget af reagensglassene, så jeg måtte på jagt efter nogle i plastik, som ikke kunne gå i stykker i skoletasken. Inden i ligger selve invitationen rullet sammen.

I Salling i Århus hentede jeg Jelly Beans i grønne og lilla nuancer til bunden. Og for at pigerne bare skulle lære en lille smule, skrev jeg den kemiske betegnelse for glucose på mærket. Måske et faresymbol havde været mere passende….

Eksplosionsfare!!!

I Danmark er der vist ikke den store tradition for videnskabsfødselsdage, men det virker til at være populært i USA. Det gav heldigvis masser af god inspiration bl.a. den seddel på døren, der sikrede, at kun de helt rigtige gæster kom ind ad døren. Det virkede faktisk lidt for banalt at hænge den på døren, men jeg er overrasket over, hvor meget sjov pigerne egentlig fik ud af den.

Måske var det også fordi fødselaren havde gjort sit forarbejde for at skabe den rigtige stemning. Jeg har holdt meget på, at der ikke skal et kostume til deres temafødselsdage, for så kunne jeg næsten ikke lave andet. Det er også at sætte de andre gæster i en ubehagelig situation. Alligevel lykkedes det hende at finde et outfit, der matchede temaet. Hun var meget opsat på at skulle have hvidt tøj på og et par gigantiske solbriller fra Søstrene Grene blev til nørdede videnskabsbriller. Et par rottehaler blev tupperet og et navneskilt fra en konference blev til “Assistenten Enja”. Mange af de andre piger havde også grebet ideen og mødte op i hvidt tøj, tupperet hår og store briller. Det gav god inspiration til deres lege.

Skattejagten blev erstattet af et brev fra professoren. For at eleverne kunne består videnskabseksamen var de nødt til at gennemføre deres forsøg, men desværre havde laboratioehunden Petri tager de tre poser med forsøg og gemt dem i haven. Jeg indrømmer, at det var fordi jeg ikke havde tid til at lave den store skattejagt, men det virkede egentlig fint med en mindre version.

Der var i hvert fald åben mund og polypper, da et par mentos ramte colaen og en søjle af sodavand sprøjtede op. Vist godt, at de nåede at gemme sig bag stolene.

Deres eksamensbeviser var slikposer og muffins. Jeg har desværre ikke fået et billede af poserne tættere på, men de skal forestille en kittel med en lomme på og en blyant i lommen. Rørene med sukkerkugler er glassene fra vaniljestænger, som vi har samlet igennem længere tid. Mest af alt har vi nydt vores store hus i forbindelse med fødselsdagen. Det er ikke helt det samme at have besøg af 12 piger i en lejlighed som i et hus.

En videnskab i sig selv

Sidste weekend fejrede vi den mindstes 8 års fødselsdag. I foråret kom hun pludselig en dag og havde fundet på et tema til festen: Videnskabsfødselsdag! Jeg tror hun drømte om vildt hår og jeg var bare glad for, at hun var kreativ, så jeg hoppede straks med ideen.

Til loftet havde jeg købt lilla og grønne rispapirslamper i forskellige størrelser, der kunne gøre det ud for svævende molekyler. Bordet var holdt i lilla og grønne farver, som også var farverne på ballonerne på gulvet.

Fra House Doctor fandt jeg målebægre som vaser og små plastikskåle blev til petriskåle med grønt gelé og vingummiregnorme. Deres drikkeglas er lavet af engangsglas, hvor jeg tegnede streger og skrev 250 ml. på. Jeg satte et stykke grønt masking tape på, så jeg havde et sted til børnenes navne.

På papirdugen skrev jeg med lilla og grønt glimmerlim forskellige kemiske betegnelser. Heldigvis dækkede jeg bor aftenen inden, for limen var rigtig lang tid om at tørre. Måske er det bare fordi hun nu er så stor og er startet i 2. klasse, men hvor er det dejligt, at prinsessetingene er erstattet med kreative, skøre indslag. Hun har selv fundet sugerørene og de små stykker slik på tallerknerne, der skulle ligne piller.