Kager med mousse – over and out

Fotograf Jørgen Egballe - egballe.dk - CVR 32627560

Så blev det igen min kagedag på arbejde. Jeg savner lidt ny inspiration, så jeg endte med at lave en kombination af noget jeg kendte. Med et kageforbud herhjemme bliver det ikke til så meget afprøvning af nye kager. Jeg har lavet en bund med lakrids, den blev dog lidt tør, sikkert fordi at kagen er på køl pga. toppen. Ovenpå kagen er der hindbærmousse, som jeg ellers bruger på kagen med browniebund.

Lakridskage med hindbærmousse

Du skal bruge:
Kage:
200 g. blødt smør
125 g. sukker
100 g. brun farin
4 æg
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
40 g. stødt lakridspulver
Mousse:
300 g. frosne hindbær
200 g. sukker
Kornene fra en vaniljestang
4 blade husblas
5 dl. piskefløde

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader. Pisk blødt smør med sukker og brun farin til det er cremet. Tilsæt æggene et ad gangen. Bland hvedemel med bagepulver og lakridspulver og rør det i dejen. Smør en springform og hæld dejen i. Bag den i ovnen i 40-45 min.

Rør hindbær, sukker og korn fra vaniljestang sammen over svag varme til det når kogepunktet. Si hindbærmosen, så du får sorteret kernerne og vaniljestangen fra og køl det derefter helt ned.

Kagen hævede, så jeg løsnede ringen på springformen og skar toppen af. Læg husblas i koldt vand. Pisk fløden let stiv. Varm halvdelen af hindbærmosen op i en gryde på lavt blus. Vrid husblassen fri for vand og smelt det i den varme mos. Tag blandingen af varmen og rør sammen med resten af hindbærmosen. Vend det hele med flødeskummet og hæld blandingen i springformen med kagen i bunden. Glat toppen med en paletkniv. Stil kagen på køl i mindst 3 timer til kagen har sat sig.

På billedet har jeg lavet en geletop af den sønderjyske jordbærsaft blot ved at varme lidt jordbærsaft og smelte udblødt husblas heri. Det hele hældes over kagen, når saften er kølet lidt af. Sæt kagen på køl til gele er blevet fast og pynt med hakkede pistaciekerner. Da jeg lavede den til arbejdet havde jeg ikke tid til at lave gele, så jeg pyntede i stedet for kagen med hakket hvid chokolade.

Jeg afprøvede også en ny kage med mangomousse, som jeg desværre ikke nåede at tage et billede af, men nu er jeg også færdig med kager med mousse. Jeg har vist fået nok. Godt der er et stykke tid til næste kagedag, så jeg kan nå at finde nye græsgange.

Nyhedens interesse

 

Når man har en madnørd i huset, så er der rigtig mange fordele. Den lille kan lide mange mad- og drikkevarer, som andre børn i den alder går langt uden om. En af ulemperne er til gengæld, at man ret hurtig bliver træt af maden og gerne vil prøve noget nyt. Når jeg har købt noget nyt, går der som regel ikke så lang tid før hun får øje på det og plager indtil hun får lov til at prøve.

Derfor er jeg evigt på jagt efter nye produkter, der kan pirre den unge dames nysgerrighed. Denne gang har jeg fundet nogle sodavand fra Ribe. Den ene med hyldeblomst og den anden med appelsin.

 

Når den lilles opmærksomheds drages af nye smagsoplevelser, så tiltrækkes jeg af lækre emballager. Nok en lille familiesvaghed. Brug af farver, firkanter og illustrationer er jeg rigtig vild med på den her. Jeg kan som udgangspunkt godt lide lokale produkter, men jeg undrer mig måske lidt over linket i mellem en sodavand og sælen og lammet…

Kvalitet fra Sønderjylland

Ligegyldigt hvor gammel man er, så tror jeg, at ens mor altid ved, hvad der ligger ens hjerte nært. Min mor gør i hvert fald. Da de var på påskebesøg, havde hun flere forskellige lækkerier med til os. Jeg må nok erkende, at vi ikke nåede at tage billeder af de fine honninghjerter, som hun havde med. De er forlængst spist. De var fra Brdr. Menighedens Honningkagebageri i Christiansfeld. De var bløde indeni og overtrukket med et tykt lag mørk chokolade. Godt vi ikke har så langt til Christiansfeld.

Flasken her fik vi heldigvis fotograferet, inden den blev nydt. Alene farven får mig til at tænke på sommer. Om sommeren plejer jeg at lave jordbær og hyldeblomstsaft, som Freelancefotografen elsker. Der findes ikke noget mere læskende på en varm sommerdag. Jordbærsaften her har passet rigtig godt til vejret de sidste to dage. Dejligt med lidt solskin inden en kort arbejdsuge begynder i morgen.