Chokoladeafhængighed

Turen til København bød naturligvis også på et besøg i den gamle julepyntede have, Tivoli. Efterhånden er pigerne så store, at vi voksne har masser af ventetid undervejs, fordi de sagtens kan prøve de fleste af forlystelserne selv. Så er det godt, at Tivoli også har gjort plads til forlystelser for madnørdede voksne. F.eks. Simply Chocolate. Jeg undlod at smage deres sticks med frugt dyppet i chokolade og drysset med nødder. Mest fordi de andre nok ville have undret sig over, at jeg var væk længe og dukkede op igen med chokolade rundt om munden, for de så ellers lækre ud.

I stedet for kastede jeg mig over deres chokoladebarer. Der var rigtig mange forskellige slags, men jeg nøjedes med at vælge fire stykker. Tit møder man mørk chokolade i form at lidt kedelige plader. Sådan er det ikke med dem her. Det er et tykt lag mørk chokolade der gemmer på nødder, tranebær og andre lækre ingredienser.  Ja, de forlængst spist, så nu er kun billedet af dem tilbage.

De unikke oste

Der er foregået rigtig meget de seneste par uger, som jeg slet ikke har nået at blogge om, men det fleste bloggere kender vist det, at virkeligheden løber hurtigere end tiden i blogverdenen. Det betyder nu ikke, at I skal snydes for mine oplevelser de seneste par uger. Vi var bl.a. på et dejligt besøg i København. Vi har ikke været der i lang tid, men det ændrer nu ikke ved, at det stadig føles som hjem. En del skyldes helt sikkert, at man kender det hele omkring en, men det vigtigste er nok, at jeg stadig har personer i København, som ligger mit hjerte meget nært.

Selvom Torvehallerne ikke var åbnet endnu, da vi flyttede for 1½ år siden, føles det helt klart også som at være hjemme, når man er derinde. Målet var denne gang at fylde posen med Arlas unika oste. Jeg tror egentlig, at Danmark har et potentiale for at lave nogle meget bedre oste end mange af dem, der ligger i køledisken og jeg er glad for, at et stort firma som Arla kaster sig over produktudviklingen af nye oste. Vi endte med tre forskellig slags. Jeg synes, at de smager fantastisk alle tre, men det er ingen hemmelighed, at jeg har fået to af dem for mig selv. Jeg glæder mig til den lille igen er hjemme, for hun er i den grad til specielle oste, så hun vil sikkert gerne dele.

Jeg gir en hånd og en kage

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Frivilligt arbejde har altid været en tro følgesvend for mig og i de forskellige tidspunkter af mit liv, har jeg prioriteret noget forskelligt. Tidligt begyndte jeg som håndboldtræner, mens jeg læste startede jeg genbrugsbutikker for Red Barnet og da jeg var uddannet, underviste jeg børn på Madskoler i sommerferien.

De sidste par år har jeg haft svært ved at finde tid til det. Mit tidligere og nuværende arbejde byder på meget forskellige arbejdstider, så jeg kan ikke være frivillig i noget, hvor jeg skal være tilstede samme tidspunkt en bestemt dag hver uge. Jeg tror, at det gælder mange voksne mennesker i dag og hvis vi skal øge antallet af frvillige, må vi kigger lidt på den måde, som vi organiserer det på. Efter vi flyttede til Jylland har jeg ledt efter noget frvilligt, som jeg kunne være en del af og naturligt har jeg kigget meget i idrætsverdenen, men her gælder ofte samme tidspunkt, samme dag princippet.

Nu har jeg fundet det. I dag har jeg meldt mig til at være en del af fødselsdagshjælpen.dk, som leverer fødselsdagspakker til børn i Danmark, som ellers ikke ville kunne holde fødselsdag. Jeg så et indslag om foreningen på TV og vidste med det samme, at her var den rette frivillighedshylde. Alle mine læsere ved jo godt, at jeg er vild med børnefødselsdage og jeg forventer, at jeg skal bage kage, boller og forberede andre ting til børnefødselsdage. Det jeg faldt for ved fødselsdagshjælpen er, at de arbejder så diskret, som de gør. Et godt samarbejde med kommunen gør, at foreningen diskret får kontakt med de familier, der har et behov og vigtigst af alt, så bliver fødselsdagspakkerne leveret diskret. Alt lige efter mit hjerte. Jeg glæder mig til at komme i gang.

En sød hilsen fra Paris

Tænk at have et arbejde, hvor man pludselig bliver sendt fire dage til Paris. Da Freelancefotografen ringede til mig på arbejde i sidste uge med spørgsmålet om pigerne og jeg kunne være alene hjemme i denne her uge, fordi han liigggeeee skulle et smut til Paris, var beskeden klar: Kun hvis du tager kager med hjem.

Paris betyder noget helt særligt for mig. Freelancefotografen og jeg havde kendt hinanden i kort tid, da vi besluttede os for at tage til Paris sammen den sommer. Det var nogle helt fantastiske dage med gåture, fingerfletning og kager. Der skulle ikke særlig mange dage til før jeg forelskede mig i Freelancefotografen og konditorierne i Paris.

Da vi kørte hjem fra Paris, købte vi kager med hjem og om natten da vi nåede Danmark, satte vi dem på dørtrinnet hos min mor og hendes mand. Kager fra Paris bringer altid lykke og i aften er min lykke gjort. Det er fantastisk at have Freelancefotografen hjemme igen og endnu mere fantastisk at dele kassen med franske macarons sammen med ham.

Jeg har endnu ikke selv kastet mig ud i kunsten at fremstille macarons, men måske julens kager i år skal bære præg af det franske. De små kager passer nemlig perfekt til mine små kagetallerkner.

Hvem skriver din dagsorden?

De seneste par dage har jeg tænkt meget over forskellen på mænd og kvinder. På ligestilling. Mens EU diskuterer de store linjer, har der også herhjemme været nyt på den front. En undersøgelse viser, at mange ufaglærte mænd er singler. Flere end de ufaglærte kvinder. Og langt flere kvinder uddanner sig end mænd. Kvinderne rejser væk fra lokalsamfundene og uddanner sig. De finder en ægtefælle og vender ikke tilbage.

Når jeg ser på de fakta, er jeg egentlig ikke så nervøs for ligestillingen. Uddannelse betaler sig. På mange områder. Også indenfor mit eget faglige felt. Personer med uddannelse lever sundere end personer uden uddannelse. For ligestilling handler jo om meget mere end bare løn eller jobtitler. Jeg tager det helt roligt. Vi kvinder behøver ingen kvoter.

Men kun hvis vi lærer spillets regler at kende (LÆS: eller opdrager det andet køn til vores spil, men det er vist ikke så sandsynligt). På arbejdsmarkedet så tænker vi kvinder nemlig: Hvis bare jeg sidder herovre og er rigtig dygtig til mit arbejde, så opdager omverdenen mig nok og giver mig det jeg gerne vil have. Også selvom jeg ikke fortæller nogen om, hvad jeg laver og hvad jeg gerne vil have. Imens så har nogle mænd læst spillet og har mere fokus på det de gerne vil have end på at være dygtige til deres arbejde.

Det er fristende bare at hoppe med på de spilleregler, men det har jeg nu alligevel ikke tænkt mig. Kald mig gerne idealist eller bare naiv. Jeg vil fortsat tale højt og forsøge at sætte fokus på kompetencer, viden og samarbejde. Hvis alle vi kvinder, både dem med og uden en uddannelse, sammen kunne sætte nye emner på dagsordenen, så er jeg sikker på, at vi kan ændre forholdene. Jeg er klar. Vil du med?

Et stykke med surt

Jeg har fundet et nyt yndlingstilbehør: syltede rødløg i hyldeblomsteddike. I sommers, da hyldeblomsten var på sit sidste, lagde jeg nogle hyldeblomster i en almindelig hvid eddike. Det hele har stået i køleskabet og hygget sig indtil i sidste uge. De syltede rødløg bruger jeg til alt muligt: sylt til retter, på smørrebrød, i sandwich og som smagsgivere i salater i stedet for dressing.

Opskriften finder du her. Jeg koger ikke løgbådene, fordi jeg godt kan lide, at de er lidt sprøde, men hvis du hellere vil have dem bløde kan de koges med i lagen kort tid.

Syltede rødløg

Du skal bruge:
3 dl. hyldeblomstedikke
2 dl. vand
200 g. sukker
2 laurbærblade
8 sorte peberkorn
4 rødløg

Sådan gør du:
Kom hyldeblomstedikke, vand, sukker, laurbærblade og peberkorn i en gryde og bring det i kog til sukkeret er opløst. Skær rødløgene i tynde både og del lagene fra hinanden. Kom rødløgene i atamonskyllede glas og hæld den varme lage over løgene. Sæt låg på og opbevar dem på køl, når de er blevet kolde.

Jeg skal helt sikkert have lavet mere hyldeblomsteddike, når blomsterne igen springer ud, men indtil da kan du sagtens bruge en almindelig eddike.

Nu med musikvideo – Glæd dig

På arbejdet nåede vi i mandags en milepæl. Repræsentanter fra DGI og DDS var på besøg i  Viborg for at se på byen som værtsby for landsstævnet i 2017. Der var en god stemning i løbet af hele dagen, selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side. Til gengæld så repræsentanterne jo, at selv i regnvejr er Viborg en smuk by. Vi nåede bl.a. at sejle på søerne, se 150 efterskoleelevers opvisning i den historiske del af byen og så var vi et smut i domkirken for at lade dagens indtryk synke ind.

I ugen op til besøget blev det til nogle lange aftner og weekenden måtte også tages i brug. Også for en kollega, der sprang med på en af mine skøre ideer. En aften, da Freelancefotografen og jeg så et cykelholds version af Carly Rae Jepsens sang “Call me maybe”, blev jeg inspireret. Jeg samlede over 200 mennesker fra Viborgs foreninger og forskellige arbejdspladser for at vise, at hele Viborg arbejder sammen om at få landsstævnet til Viborg. Jeg er dybt imponeret over og taknemmelig for at så mange mennesker sagde ja til at være med. Vi havde aldrig kunnet søge det landsstævne, hvis det ikke var for alle de gode mennesker i Viborg.

Se filmen her og vær med til at sprede det gode budskab. Og som der synges i sangen: Vi har lige mødtes, her er vores telefonnummer, så nu venter vi bare på, at de ringer og siger, at vi skal være vært for landsstævet i 2017. Filmen kan ikke ses på mobile enheder, altså telefoner, tablets og lign., så jeg håber at du har muligheden for at se med fra en stationær computer. Glæd dig.