Undskyld, men er det mig du taler til…

Kender du det? Man bliver overfuset og glemmer at svare. Bare fordi man bliver så overrasket over det der bliver sagt. Og bagefter så ved man lige, hvad man skulle have svaret, men så er det bare for sent.

Det er ingen hemmelighed, at jeg holder meget af at tale om politik. Jeg er opdraget til at tage aktiv stilling og til at kunne forklare, hvorfor jeg stemmer som jeg gør. Jeg følger med i politik og diskuterer gerne, hvad der sker. Også med dem der er uenige med mig.

Jeg siger gerne højt, hvad jeg stemmer og står gerne på mål for det. Også selvom jeg arbejder som embedsmand i et politisk system, for jeg kan sagtens skille de to ting ad og glæder mig bare over, at vores demokrati fungerer så godt, som det gør. Jeg er bare fagpersonen i det politiske system. Jeg laver scenarier, som politikkerne bruger i deres prioritering. Ud fra deres politiske ståsted og ikke mit.

I går diskuterede jeg politik med en person, som jeg ellers har et godt forhold til. Pludselig blev han unødigt sårende og meget personlig. Jeg så mig selv tage imod uden at forsvare mig selv. Eller sige fra. Jeg tog det med hjem. Nu har jeg så ligget i 2½ time i nat uden at kunne sove. I hovedet har jeg formuleret alle de sætninger, som jeg egentlig burde have svaret tilbage. Øv, hvor er det bare irriterende, at jeg ikke gav de svar, da jeg stod i situationen.

Her dufter lidt af jul

Livet leves i virkeligheden og derfor når jeg ikke altid at skrive så meget om det på bloggen, som jeg egentlig ønsker. Weekenden er gået med at fejre familiens fødselsdage. Jeg havde lovet at bage kage efter fødselarenes ønsker. Den lille valgte honningkager bagt i muffinsforme. Det passer meget godt med aftalen om, at julen starter her hos os i uge 42. Ja, eller i hvert fald forberedelserne.

Det betyder, at menuen i aften står på risengrød og at jeg så småt begynder at tænke i hvilke julesmåkager, der skal laves i år. Mere bliver det vist ikke til i uge 42 i år for vi skal også lige nå græskarhovederne og kastajnedyrene i denne her uge, selvom jeg har haft svært ved at finde kastanjerne i år.
I weekenden tager jeg til København til fødselsdag hos en veninde og tidligere kollega. Jeg glæder mig til gensynet. Både med veninderne og med København.

© Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dkNår man sådan bager honningkager, så kan man heller ikke andet end at komme i lidt julehumør. Trænger du til lidt juleinspiration, så prøv opskriften her som også kan bruges som almindelige muffins, som de fleste kan lide.

Honninghjerter

Du skal bruge:
2 dl. dansk honning
150 g. smør
150 g. sukker
3 dl. kærnemælk
2 æg
500 g. hvedemel
2 tsk. natron
2½ tsk. stødt kanel
1½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt nellike

Sådan gør du:
Smelt smør og honning i en gryde. Rør sukkeret i og varm det til sukkeret er opløst. Køl massen af. Rør kærnemælken i massen, når den er lunken. Tilsæt et æg ad gangen. Bland mel, natron, kanel, ingefær og nellike sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i små muffinsforme eller i en bradepande, så kagen kan stikkes ud som hjerter efter bagningen.

Bag kagerne i ca. 25 min. i små forme eller 30-35 min. i en stor form. Afkøl kagerne og pynt dem evt. med et lag smeltet chokolade og skriv søde hilsner med glasur ovenpå. Det er i hvert fald sådan jeg husker honningkagerne fra julemarkederne i Tyskland.

 

Når weekenden går i fisk

Den startede egentlig så godt. Weekenden. Jeg lagde ud med at løbe 15 km. lørdag formiddag. Mit hidtil længste. Jeg startede med at løbe d. 1 april. Ja, eller løbe og gå for jeg har egentlig aldrig været så meget for løb. Jeg har tidligere spillet håndbold og der løber man gerne hurtigt, men til gengæld heller ikke længere end 50-100 m. Jeg ville gerne smide nogle kilo og der er løb nu en gang meget effektivt.

På det halve år er forår blevet til efterår og jeg kan nu løbe de 15 km. uden den mindste pause. 17 kg. er der faldet fra undervejs. Og en hel del muskler er kommet til. Jeg er stadig ikke i mål. Jeg har nemlig i et overmodigt øjeblik udtalt, at jeg satser på min første halvmarathon til næste efterår, så jeg holder ved træningen, selvom det er en udfordring, når det regner så meget.

På min tur i lørdags nåede jeg at løbe ind i tre byger. Ret kraftige byger, så alt mit tøj var vådt og tungt, da jeg kom hjem. Og resten af weekenden har jeg så spenderet i sengen. Feber, ondt i maven og kvalme. Øv, hvor jeg hader sådan en omgang influenza og ikke mindst hader jeg, når sådan en ellers god weekend går i fisk.