Min svigermor er flyttet til Silkeborg og jeg kan godt huske, hvordan det var at starte et helt nyt sted. Samtidig er hun alene, hvor Freelancefotografen og jeg har hinanden. Udover det giver arbejde og pigernes skole og fritidsinteresse jo også hurtigt en kontaktflade. Jeg har sat mig for at vise hende de steder jeg nu kender og tage hende med til de arrangementer, der er i lokalområdet.
I torsdags var der sommersang i vores lokale kirke med den forening, der en gang hver 14. dag bruger kirken til at synge sammen i. Det er ikke som sådan salmer de synger, men Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og i den retning. Det så ud til at være en målgruppe der matcher meget godt aldersmæssigt, men jeg ved ikke om sang lige er min svigermors interesse.
Selv har jeg et lidt begrænset forhold til sang. Det skyldes en eneste ting: Jeg kan overhovedet ikke synge. Normalt gør jeg ikke engang som om. Jeg mimer ikke, men afholder mig bare fra at synge. I torsdags valgte jeg så alligevel at synge med, fordi jeg tænkte, at man ikke kan møde op til et sangarrangement og så lukke munden i 1½ time.
Vi sad alle tæt ved hinanden og da vi havde sunget de to første sange, spurgte kvinden ved siden af mig:
“Sig mig kender du ikke sangene eller synger du bare ikke med?”
Jeg sang med, men kun meget lavt, så ingen skulle generes af min dårlige sangstemme. Tænk hun havde siddet og lyttet efter min stemme. Jeg måtte fortælle, at jeg ikke synger så højt, men udsigten til 1½ times sang virkede pludselig lang. Jeg fik virkelig lyst til at skrige, at hver fugl jo synger med sit næb. Hun reddede den heldigvis lidt da vi skulle gå hjem og hun gav mig en high five og sagde Mojn.
Vi må se, hvad de næste arrangementer bringer. Udfordringen er jo at finde noget, som er min svigermors interesse og målgruppe mere end det er min. Det gode er, at det formentlig giver nogle meget gode grin.
Hvor er det betænksomt af dig at hjælpe din svigermor med at falde til i byen:) Der er heldigvis mange gode tilbud i de fleste byer, som kan give et socialt netværk – men hvor kan det alligevel tage lang tid før man får den der ‘her føler jeg mig godt tilpas/hjemme-følelse’.
Tænk, jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være ikke at synge! Og så endda af hensynet til andre. Den dame har været ualmindeligt direkte med sit spørgsmål. Det minder mig om en fremmed kvinde på sygehuset, der sagde til mig, da jeg var nybagt mor med 2 dage gammel Liva i armen “Sådan kan man altså ikke holde et barn!”. Jeg fik aldrig råbt noget tilbage, men hvor havde jeg lyst..
Ja, der går jo lang tid med at opbygge samme lokalkendskab og omgangskreds som man havde, men der er kun en vej. Ud at lære det hele at kende.
Det er ikke fordi jeg som sådan ikke synger.Jeg synger gerne højt herhjemme med pigerne og hårbørsterne, men så er musikken jo også så høj at ingen kan høre min stemme.
Åh, hvor var hun led. Og så som førstegangsforældre…. Det er først et stykke tid efter man har et svar klar, som man ville ønske, at man havde givet hende.