Bagerens fridag nærmer sig

© Freelance fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Ja, eller sådan var det i gamle dage med hvederne. Brød, der kunne ristes og holde i mange dage, så også bageren havde fri til at holde helligdag. I dag spiser vi stadig de ristede hveder, men mest fordi vi har det med os som en tradition. Jeg har prøvet at lege med opskriften. Tilsat frysetørrede brombær og andre mærkelig ingredienser. På trods af det er jeg alligevel endt med det traditionelle. Nogle ting skal man måske bare ikke ændre ved og hvis pigerne også skal have det med som tradition, så skal de jo også have oplevet det år efter år. Og selvom der er et par dage til, kan man jo godt begynde at forberede sig.

Jeg synes, at det sværeste ved at bage hveder egentlig er at finde en opskrift og en form, der passer sammen. En af forskellene på hvederne og almindelige boller er jo, at de vokser sammen og man derfor ikke får så mange skorper på hvederne.  Og så må man prøve at huske sig selv på, at de skal sættes tættere end man egentlig regner med. Efterhævningen og bagningen giver det sidste og gør, at hvederne nærmest bliver firkantede.

© Freelance Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Varme hveder
20 stk.

Du skal bruge:
8 dl. mælk
100 g. smør
50 g. gær
2 tsk. sukker
2 tsk. salt
2 tsk. kardemomme
200 g. grahamsmel
700 g. hvedemel

Æg til pensling

Sådan gør du:
Lun mælken og smelt smørret heri. Smuldr og rør gæren i mælken. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Rør grahamsmel i. Rør hvedemelet i lidt af gangen til du har en smidig og fast dej. Lad dejen hæve i 1 time.

Kom dejen ud på et meldækket bord og form 20 boller af dejen. Jeg sætter dem som regel i en bradepande med slip let overfalde. På den måde får alle hvederne høje sider og de er nemme at få ud af formen. Sæt hvederne tæt sammen og lad dem efterhæve i 30 minutter. Forvarm ovnen på 250 grader. Pensl hvederne med sammenpisket æg og bag dem i 5 minutter ved 250 grader. Skru derefter ned til 180 grader og bag dem færdige i 15-20 minutter. Afkøl dem på en rist.

Skær hvederne over, når de skal spises og rist dem, så de får en sprød overflade.

Skriv en kommentar

*