Vi fik aldrig taget et billede af gækkebrevet til Farmor, men derfor kan jeg godt gengive det snedige gækkebrevsvers, som vi sendte til hende. Hun har ikke gættet det endnu. Hun er ikke på internettet, så hun læser helt sikkert ikke med her. Jeg kender det, fordi det for et par år siden blev brugt i et gækkebrev til mig, men jeg kunne simpelthen ikke gætte det.
Digtet i Vejle
af 24 snegle
Skrevet i Rom
af kaptajn Vom
Gæt så hvorfra
brevet kom
Under teksten har den lille tegnet 9 prikker for SILKEBORG. Hun kan slet ikke gennemskue det. På samme måde som jeg i sin tid ikke kunne se, at der stod HORSENS. Når man hvert år sender gækkebreve ud, er det da meget sjovt, at man udfordre modtageren lidt.
Gækkebrevet på billedet her er det jeg sendte til min mormor. Hun har altid lavet krumspring for at gøre sjov med os andre, så det er vigtigt, at hun også selv får lidt igen. Hun ved godt, at det er mig, men i det mindste så er det også en lille forårshilsen. Jeg ville gerne have mere farve på gækkebrevene i år, men det kan helt sikkert ikke anbefales at lave selve gækkebrevet i karton. Det er alt for hårdt at klippe i, når det er foldet sammen. Jeg har med nød og næppe fået lavet nogle forskellige mønstre, men kanterne er ikke blevet så pæne.





































