Og væk var januar

Ja, jeg skriver det alt for tit. Tiden går alt for hurtigt. Det føles ofte som om man er bagud eller i hvert fald ikke forud med tilrettelæggelsen af ens liv. Ikke fordi det skal planlægges. Det skal leves, men det kræver jo nogle gange, at man bare er et enkelt skrift foran.

I weekenden fik jeg syet pigernes fastelavnskostumer færdige. I går fik vi de enkelte dele som vi har bestilt færdige leveret. Det gælder bl.a. en paryk og fængelskugle. Pigerne er hjemme hos deres mor i denne uge, men på fredag henter jeg dem i skolen til den sidste prøvning af kostumerne og kører dem hjem til deres mor med kostumerne, der skal bruges første gang i weekenden. Jeg er glad for, at hun vil lade pigerne bære mine kostumer selv når de er hjemme hos hende og jeg ved, at det betyder meget for pigerne. Freelancefotografen har lovet at fotografere de færdige kostumer og alle detaljerne, så de skulle gerne ligge på bloggen i løbet af næste weekend.

Senere fredag aften har Freelancefotografen og jeg booket bord på den lokale restaurant Gastronomisk Institut i Silkeborg. Da jeg forlod mit tidligere arbejde i Gladsaxe Kommune, gav mine dejlige samarbejdspartnere os en middag for 2, hvor vi kunne vælge mellem en del restauranter i hele landet. Min første tanke var dengang et sidste besøg på en yndlingsrestaurant i Kbh., men gemte det alligevel til nye madoplevelser i Jylland. Ofte tager vi til Århus, når vi tager ud og spiser, men denne her har jeg reserveret til det lokale miljø. Jeg ser frem til en rolig aften uden børn og uden at jeg selv skal lave maden. Lidt planlægning er det da blevet til.

Lakridskys

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Gitte, en af dem der læser med her på bloggen har bl.a. efterlyst flere af mine opskrifter, når jeg skriver om mad. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er så god til at skrive ned, hvad jeg bruger, når jeg laver mad. Det bliver som regel lidt af det og lidt af det. Så ærger jeg mig altid bagefter, når jeg står med et rigtig godt resultat. Det kan nemlig være den præcise mængde krydderi, der afgør om retten bliver en succes. Jeg havde jo egentlig også generelt en plan om at lægge flere opskrifter og madplaner ud, men med mit nye job, så bliver det vist ikke en realitet.

Det betyder ikke, at jeg slet ingen opskrifter skriver på bloggen. Selvfølgelig gør jeg det. Her er opskriften på vores lakridskys, som jeg efterhånden har belemret hele familien og omgangskredsen med. Til jul dryppede vi bunden i smeltet hvid chokolade og det kan klart anbefales. Vi kan godt lide, at de er bløde og tyggegummiagtige i midten, men hvis du ikke kan, er det bare om at give dem lidt længere tid i ovnen.

Lakridskys
3 bageplader

Du skal bruge:
9 pasteuriserede æggehvider (svarer til den pakke man køber)
6 dl. alm. sukker
2 tsk. raw liquorice powder
Evt. sort fødevarefarve

Sådan gør du:
Pisk æggehviderne helt stive og tilsæt derefter sukkeret lidt ad gangen, så det fordeles i skummet. Drys lakridspulveret i og rør godt rundt. Smag på skummet om du evt. synes, at der skal mere lakridspulver i. Smag og behag er jo forskellig. I de seneste jeg har lavet har jeg også kommet lidt sort farve i, så kyssene bliver grå. Det behøver man ikke, men jeg har oplevet, at det passer godt sammen med ens forventning af smagen.

Tænd ovnen på 100 grader. Beklæd tre bageplader med bagepapir. Kom skummet i sprøjtepose med tyl eller blot en almindelig plastikpose og klip et hul. Sæt toppe af skum på de tre plader og bag dem i 1 time. Lad dem stå lidt og køle af på pladerne, så er de nemmere at fjerne. Opbevar kyssene i en lufttæt beholder.

Raw liquorice powder er et af produkterne fra Johan Bülow. Jeg har bestilt det hos Danish Only i deres webshop. Der fik jeg som så mange gange før rigtig god behandling. Jeg havde bestilt to styks af pulveret, da der bliver brugt en del hos os. Ved en fejl modtog jeg kun den ene, men kvinderne hos Danish Only sendte mig hurtigt den anden + en æske med Johan Bülows julelakrids. Åh, den kan man godt blive afhængig af.

Dagens gode nyhed

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Nogle dage er bare længere end andre. Tidligt i morges tog jeg til København for at deltage i en konference om frivillighed. Det har været en super god dag og jeg er endelig hjemme igen til 2. halvleg af en god håndboldkamp og familien, der havde lavet aftensmad. Og ikke mindst til en god nyhed på mailen. Min telefon var løbet tør for strøm i løbet af dagen, så jeg havde ikke fået nyheden om, at jeg har vundet en iPad. Jeg skrev for et par uger siden, at hele familien havde deltaget i en konkurrence om at lave opskrifter og billeder af smørrebrød. Og det blev altså min opskrift på det øverste billede her, der vandt. Opskriften kommer snart på nettet.

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Pigerne havde også lavet en børnevariant. Små runde rugbrødsstykker smurt med grøn pesto samt grøntsagsstjerner og hjerter. Vi bruger små kageudstikkere til at lave grøntsagerne med og det gode er, at man både kan spise stjernerne og hjerterne, men også omridset. Resten af rugbrødet har vi ristet i olie og salt og lavet dem til rugbrødscroutoner. Ingen madspild her.

Fanget!

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Så er næste tegning klar. Denne gang en fangedragt til den store. Jeg ved ikke helt hvor godt et forbillede det er, men hun faldt altså for en feminin version af en fangedragt og enhver ved jo, at fanger går klædt i sort og hvid stribet tøj.

Det stribet stof er indkøbt, men om lidt skal jeg finde en fjerboa på nettet, som kan syes på alle kanterne. Og en fængelskugle for den ønsker hun sig også. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave den selv af en plastikbold, men Freelancefotografen mener, at vi skal købe en færdiglavet på nettet. Ja, nogle gange må man jo træde ned fra sin høje hest og acceptere, at man ikke behøver at lave alt selv.

Kleopatra og hendes smykker

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Weekenden står denne gang i kostumernes tegn. Vi har som sædvanlig taget hul på processen ved at tegne dem først. På den måde bliver pigerne mere involveret i tilblivelsen. Vi har gemt tegningerne fra de seneste par år og denne gang har vi talt om at lave en bog, hvor vi både gemmer både tegningerne og får fremkaldt billeder af pigerne i kostumerne.

Katten blev for et par uger siden skiftet ud med Kleopatra, så nu er det kostume tegnet til den lille. Guldskoene havde hun i forvejen, men ellers har det været nemt at finde hvid, blåt og guldfarvet stof. Parykken er bestilt, nu mangler vi bare at finde den krone. Ingen af de butikker jeg har fundet på nettet har haft en. Måske jeg ender med en almindelig krone og en slange fra legetøjsskuffen og mikser den med guldspray, perlekæder og en limpistol.

Design og godt selskab

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Weekendens sidste timer tilbringes i sofaen med fjernsynet indstillet på herrehåndbold. Vi kommer nok til at mødes en del her de næste par uger. Weekenden er som så meget andet bare fløjet afsted, men jeg har alligevel nået en del.

Fredag en tur til Herning efter stof til fastelavnskostumer. Jeg har stort set alt i hus til Kleopatra, men der var mangel på sort og hvidt stribet stof, så fangen må vente på tøjet lidt endnu. Ja, så er der jo også lige den udfordring med en krone med slange til Kleopatra, men så er det godt, at der er et stykke tid endnu.

Lørdag var jeg til fødselsdag i familien. Alene, da de andre i min lille familie alle var andre steder. Det var en rigtig hyggelig dag med godt selskab og god mad.

I dag har jeg så været i Herning igen. Denne gang til Formland. Det har været en rigtig god dag. Ikke mindst fordi jeg har været der sammen med min søster og det er længe siden vi har haft en dag sammen uden børn og familier. En dag, hvor vores fælles nysgerrighed for design og nye tendenser fik næring. Jeg er mæt af indtryk og har fået øjnene op for nogle nye designere. Det gælder bl.a. Louise Roe, der har designet produkter, som jeg helt sikkert skal have fingrene i, når de kommer i butikkerne.

Formland Design Award gik i år til TASTE kopperne, men jeg synes egentlig, at Morten Lassens qb lights fra CasiCasi skulle have vundet i stedet for. Sådan er smag og behag jo forskellig.

Konkurrenceupdate eller om at skrue op for blusset

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Senest skrev jeg om to konkurrencer: smørrebrødsopskrifterne og dysten om at blive Årets Idrætskommune. Nu er den ene i hus, da Viborg Kommune i weekenden blev kårets som Årets Idrætskommune. Det var en festlig aften i Boxen i Herning. Alle de medarbejdere og frivillige i Viborg, der har knoklet for den her pris, fortjener det rigtig meget. Jeg er glad for nu at være en del af holdet.

På billedet er en af de smørrebrødsopskrifter, som vi har sendt til den anden konkurrence. Det er min opskrift på smørrebrød med roastbeef og blomkålscouscous. Couscousen består af finthakket blomkål, basilikum og hasselnødder og giver smørrebrødet noget ekstra konsistens.

Og så kom jeg i et andet indlæg til at beklage mig over, at pigerne i år havde beskedne ønsker til fastelavn. I dag under aftensmaden meddelte den lille så, at hun alligevel ikke ville være kat. Hun ville være kleopatra. Hvert år mellem jul og nytår finder jeg eksempler på kostumer og så vælger pigerne ud fra dem. Kleopatra var en af dem. Den lille har et stort socialt gen, så der er en risiko for, at hun ændrer mening, fordi hun gerne vil imødekomme mig. Jeg har sagt til hende, at hun ikke skal vælge det for min skyld, men når man nu er lidt til prinsesser, så er en egyptisk farao vel heller ikke af vejen. Nu finder vi tegneblok og farveblyanter frem og planlægger en familietur sammen i Stof og Stil. Jo, vi har skruet lidt op for fastelavnsblusset.

Fastelavn for lavt blus

Åhhh, vi plejer jo at gøre vildt meget ud af Fastelavn og bruger gerne en måned på at sy de fineste kostumer. I år tror jeg desværre, at det bliver et fastelavn for lidt lav blus, for jeg har nemlig talt med pigerne om, hvad de gerne ville være. Den ene vil være en sort kat og den anden en fange…. Snøft. Det bliver jo ingen udfordring, da det er simple kostumer både at designe og sy.

Samtidig så var det os der afholdte Fastelavn, der hvor vi boede i København, så der havde jeg også muligheden for at give den gas med oppyntningen. Det sker heller ikke mere, så det er sikkert tid til at lære at strikke eller hækle i stedet for, hvis jeg skal have noget at tage mig til de næste to måneder.

Et stykke med roastbeef

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

I mellem jul og nytår kastede Freelancefotografen og jeg os over en ny madopgave. Denne gang ikke en bestilt opgave fra et firma, men til en konkurrence, hvor opgaven lød på at sammensætte et stykke lækkert smørrebrød og sende opskriften og et billede af det ind. Det er firmaet Defco, der står bag konkurrencen. Præmien er en iPad og konkurrencen sluttede i går. Nu venter vi spændt til på fredag, hvor vinderne offentliggøres.

I familien har vi hver fundet frem til vores yndlingsstykke med roastbeef og på billedet er Freelancefotografens version: Smørrebrød med roastbeef og gremolata. Selve rugbrødet er smurt med remoulade, for det mener han helt klassisk hører sammen med roastbeef. Traditionelt som på et stykke smørrebrød, er der også masser af pålæg for hos Freelancefotografen må man gerne kunne smage kødet. Der skal også helst masser af smag ovenpå. Han har derfor hakket persille, citronskal og hvidløg fint og blandet det sammen til en gremolata, der passer perfekt til det stegte oksekød. Man kan selv afpasse det i smagen alt efter hilken af ingredienserne man bedst kan lide.

I aften gælder det for mit vedkomne Sportsgalla 2011 i Boxen i Herning. Min nye arbejdsplads er nomineret i kategorien Årets Idrætskommune sammen med to andre kommuner. Det kan jeg som idrætskonsulent simpelthen ikke gå glip af. Jeg håber virkelig, at det bliver Viborg Kommune, der vinder. De dygtige mennesker som jeg har mødt i Viborg den sidste uge, har knoklet for at give idrætten i Viborg et løft og de fortjerner alle sammen at blive hædret for det.

Tyve tolv

Fotograf Jørgen Egballe - www.egballe.dk

Det føles som om jeg er løbet ind i det nye år. Jeg har i dag haft min anden dag på mit nye arbejde. Normalt er man træt og overfyldt, når man starter nyt arbejde, men sådan har de seneste dage slet ikke været. Det skyldes sikkert mine søde nye kolleger, som er rigtig gode til at vise vej. De sætter mig ind i tingene, interesserer sig for mig og husker mig, når de går i kantinen til frokost. Kan man få det bedre? Det tror jeg ikke….

Nytåret her hos os forløb roligt. Jeg er ikke så begejstret for nytårsaftner. Mange har store forventninger. De år hvor vi ikke har pigerne hygger Freelancefotografen og jeg herhjemme med god mad, sjove spil og spændende film… Ja, eller i hvert fald film for da vi stod i Blockbuster var det ikke fordi de sprang i favnen på os. Vi fik dog set Dirch og den kan klart anbefales.

Vi fik også lavet snacks som vi bedst selv kan lige dem. Sojaristede mandler. Og så gør det ikke noget at de er supernemme at lave. Tænd ovnen på 175 grader. Bland 100 g. mandler med 1-2 spsk. soja og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem i ovnen i 15 minutter. Rør lidt i mandlerne for hver 5 minutter, så væsken fordamper. Efter de 15 minutter har du lækre frisklavede salte mandler. Perfekt til en voksen hyggeaften. Håber at I andre er kommet lige så godt ind i det nye år.