Fokus om jeg må be

Har kastet mig over opgaven og er i fuld gang med at læse om social kapital til min opgave. Der står bl.a. at enlige har meget større risiko for sygdom end personer i et forhold. Uh, så er jeg da ekstra glad for at være løbet ind i Freelancefotografen. Før jeg mødte ham, levede jeg alene i 10 år.

Måske er det ikke helt det samme at være enlig kvinde som at være enlig mand. En anden undersøgelse viser nemlig, at mænd i forhold spiser meget sundere end enlige mænd. Årsag? Fordi kvinderne er mere interesseret i sund mad og mænd i forhold selvfølgelig spiser al den lækre og sunde mad, som deres kæreste laver til dem.

En anden forskel er netværk og herigennem social støtte og social kapital. Som single kvinde havde jeg ikke bare et stort netværk, men også en rigtig god veninde, som jeg var meget tæt med. Hun var også single i de samme år og når jeg ser på det nu, så brugte vi nok hinanden til mange af de samtaler, som man har i et forhold til sin kæreste. Den der daglige sludren, hvor man får feedback og bekræftelse af ens identitet.

Heldigvis fik min veninde og jeg kærester på nogenlunde samme tid. Det betød, at der var endnu mere vi kunne bruge hinanden til og ingen stod tilbage med følelsen af at være forladt. I morgen skal jeg besøge hende og det glæder jeg mig rigtig meget til. Hun har i år fået en lille pige og hende glæder jeg mig naturligvis også til lære bedre at kende.